mandag den 12. oktober 2015

Hvorfor rumsterer stadig - nu på et generelt plan

I nat ville mine hjerne hellere arbejde end sove, hvilket er grænseløs irriterende, når resten af kroppen har det omvendt. Tilsyneladende bliver spørgsmålet "hvorfor" ved med at rumstere i baghovedet. Jeg har i tideligere indlæg, reflekteret over "Hvorfor blog". I nat bevægede tankerne sig rundt om, hvad det er it kan i forhold til indlæring og skole. Computerens (her forstået som it) indtog, har på mange områder ændret vores måde at arbejde og tænke på og også den måde vi er sammen på. Som helhed er samfundet blevet mere skriftligt, herunder også eleverne i folkeskolen. Mere skal dokumenteres, der sendes sms´er og chattes på sociale medier. Personlig er jeg godt tilfreds med, at være sluppet af med at få skrivekrampe efter først at have skrevet kladde og derefter skrive det pænt ind. Men er der lavet undersøgelser over, om den øgede kvantitative skriftlighed også har givet et kvalitativt løft? Hvis der er én derude, som ligger inde med viden desangående, er jeg bestemt interesseret!
Jeg kender måske selv svaret på en del af spørgsmålet. Selvfølgelig er computeren ikke i sig selv en garanti for kvalitative løft. Det afhænger af den stillede opgave, læringsstrategien for den enkelte elev samt didaktiske overvejelser.
Det samme gør sig også gældende, når eleverne bliver sluppet løs på internettet i deres søgen efter info. til div. projekter. Der findes en utømmelig viden om fx solsorten, men er det ikke oftest det første hit, som ukritisk bliver klippe/klistret sammen og sat ind i PowerPoint med et væld af smarte tricks. Igen kender jeg svaret på problematikken, som grundlæggende er det samme som det ovenstående, hvorfor svaret også er det samme. Men jeg nærmer mig nu pointen. Er vi i vores, til tider, it-fikseret verden ikke for dårlige til at stille de rigtige spørgsmål? Glemmer vi ikke tit, at teknologien bør være reduceret til et værktøj og ikke til løsningen? Eller formuleret på en anden måde: "Hvis IT er løsningen, hvad er så spørgsmålet?"
Formuleringen er tyvstjålet fra et kursus, men jeg mener, at den burde gøres til mantra i den danske folkeskole.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar